21. Pårørende vs Patient

De stille stemmer handler om, at sætte lyd til sin stemme og bidrage med den man er. I denne episode taler jeg ind i det at være nært pårørende vs at være patient med den samme sygdom.

Jeg ved godt hvilken rolle jeg helst vil have - af de 2 - og det er uden tvivl at være patient.

Lige nu er jeg nært pårørende til min kæreste som er igennem et kræft forløb. At se en man elsker rigtig højt, gå igennem det han gør lige nu - er mega svært. Da det blev konstateret tilbage i marts 2022 var frygten - at jeg kunne miste ham - og stå tilbage alene. Mit liv ville smuldre og den eneste ene være væk.

Han er pt igennem kemo behandling og det har til tider været et limbo at navigere i som par. Han har behov for at være patient og være træt. Jeg har behov for at være kæreste og forsætte min drøm om at blive iværksætter.

Jeg har været pårørende før, men aldrig været nært pårørende som jeg er nu. Min far var nært pårørende til min mor - og jeg så også hvordan det til tider kunne dræne ham for energi. Det at skulle være det praktiske led i hverdagen og få tingene til at fungere. Jeg oplevede på et tidspunkt, at jeg mistede min livsglade far - for han glemte sig selv.

Nu mærker jeg medicinen selv - hvor svært det er at prioriterer sig selv i hverdagen - når en sygdom også er en del af det.

Når jeg skriver og taler ind i, at jeg langt hellere vil være patient er det fordi det er så meget nemmere. Der er en form for plan du skal følge for at komme igennem. Det eneste du kan som patient er at gøre det så godt du kan og lægge din tillid i hænderne på sundhedspersonalet.

For 13 år siden blev jeg selv ramt af kræft - lige før jeg blev færdig med mit studie som Jordbrugsteknolog indenfor miljø og natur.

Jeg skulle ud at starte et nyt kapitel i mit liv med en ny uddannelse og fraskilt. Jeg skulle starte på en frisk efter en diskusprolaps i ryggen. Skæbenen ville noget andet.

Jeg var på ingen måde bange for at dø - jeg var mere irriteret over, at sygdommen kom og spændte ben for mig og mit liv.

Jeg spekulerede ikke på hvordan det var for mine forældre og brødre - potentielt at kunne miste mig. Vi har heller aldrig snakket om det.

Det at være patient var nemt - jeg skulle blot være mig og kæmpe det bedste jeg havde lært så sygdommen ikke fik magten over mig. Sygdommen fik mig til at skrue ned for tempoet i mit liv og blot at være.

En af de rigtig positive historier fra perioden var, at jeg havde tid til at finde ud af om der var en der ude som havde lyst til at date sådan en som jeg med den sygdomshistorik. Det var i den periode jeg mødte min nuværende kæreste - vi skrev til hinanden igennem 3 måneder inden vi mødtes første gang. Jeg skulle være færdig med min kemo og hans far - som selv var syg - skulle lige have pladsen.

Se det var et lykkeligt eventyr